Det tror jeg på

Som aldrig før bombarderes vi med budskaber. I vores kommunikationssamfund står et hav af afsendere – fra virksomheder og organisationer til politiske partier og skabere af kreative produkter – i kø for at råbe os op. Medierne er et vigtigt redskab til dette. Og mediebilledet er fordelt på flere platforme end nogensinde. Traditionelle medier som print, tv og radio har fået følge af teknologiske platforme som mobiltelefoner og internet.

Samtidig er vi som befolkning blevet mere fragmenteret. I dag giver det næsten ingen mening at tale om målgrupper, som alene tager udgangspunkt i alder, køn og bopæl. Vi er også forbundet på kryds og tværs i interessefællesskaber.

Jeg tror på, at det derfor er vigtigere end nogensinde, at vi præciserer vores budskaber. At vi kender vores fortælling og skærper den, så den fremstår klar og tydelig. At vi ved, hvem vi vil viderebringe den til og gør os klart, hvad vi vil opnå, inden vi gør det.

Intet kan som dårlig kommunikation ødelægge dit forehavende, hvad enten du præsenterer eller sælger politiske idéer, film, musik, bøger eller charterrejser. Omvendt kan god, klar kommunikation, der er funderet på et grundigt og velfunderet forarbejde, virkelig løfte og synliggøre dit budskab eller dit produkt.